Kommende krimier – september

Her kan du få et overblik over nogle af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af september måned. God fornøjelse.

 

FIKSEREN Af Gabriella Ullberg Westin

Udgivelsesdato: 1/9-2017

Forlag: HarperCollins Nordic

En 25-årig mand bliver skudt og dræbt midt inde i byen, og ingen har set noget som helst. Kriminalinspektør Johan Rokka leder efterforskningen og snart rettes interessen mod en ven til offeret, som var lige i nærheden da mordet fandt sted.
CEO Assistant Amanda Bruse kæmper for at komme tilbage efter en lang barsel. Det firma hun arbejder for, står for lanceringen af et produkt, som er milliarder værd. Da en af virksomhedens nøglemedarbejdere forsvinder uden et spor, befinder Amanda sig pludselig i begivenhedernes centrum. Politiet har nu både et mord og en forsvinden at håndtere, og da Rokka bliver offer for en personlig tragedie, er hans fremtid pludselig på spil. Fikseren er tredje og uafhængige bog i serien om Mordene i Hudiksvall.

 

Spioners arv af John Le carré

Udgivelsesdato: 1/9-2017

Forlag: Rosinante

Spionromanens ubestridte mester vender tilbage med en ny koldkrigsroman – den med første George Smiley i mere end 25 år. John le Carré fletter fortid med nutid og spinder et plot lige så indviklet og fascinerende som i de to forløbere, Spionen, der kom ind for kulden og Dame konge es spion, som romanen trækker tråde tilbage til. I en historie, der er fuld af spænding, humor og moralsk ambivalens præsenterer le Carré og har talerør Peter Guillam læseren for en parade af uforglemmelige firgurer – gamle såvel som nye.

Peter Guillam, George Smileys elev og loyale kollega fra Cirkus, den britiske efterretningstjenestes højborg, der nyder sit otium i Bretagne, har modtaget et brev fra ‘Tjenesten’, der kalder ham til London. Hvorfor? Fordi ‘Tjenesten’ er under anklage for urent trav, og der skal kastes lys over det, der skete dengang for halvtreds år siden. Efterretningsoperationen, der engang kastede glans over det hemmelige London og involverede personer som Alec Leamas, Jim Prideaux, George Smiley og Peter Guillam selv, bliver nu under rystende kriterier gransket af en generation, der ikke kan huske den kolde krig.

 

DEN PERMANENTE Af Thomas Bagger

Udgivelsesdato: 1/9-2017

Forlag: EC Edition

Efter flere måneders indlæggelse vælger krimiefterforsker Ask Hjortheede, at lade sig udskrive fra hospitalet med livet som indsats. Lægerne begriber ikke Asks risikable valg, men de er heller ikke klar over, at det ikke kun er hans fysiske skader, der truer ham på livet.
Derhjemme venter hustruen Julie, som efter mange års ædruelighed er røget på flasken igen. Stærkt opslugt af kampen mod sine indre dæmoner ænser Ask ikke Julies desperate situation. Han er i stigende grad besat af tanken om, at nogen i hans nærmiljø forsøger at skade ham, og måske endda vil tage hans liv.
Ask isolerer sig i familiens sommerhus i Skæring. I ensomheden fikseres hans eksistens i en mellemzone af bizarre hændelser, der udvisker grænsen mellem virkelighed og illusion. Men da to mænd pludselig overfalder ham en nat i sommerhuset, og en mystisk ung mand dukker op og redder hans liv, ruskes Ask ud af drømmetilstanden, og indser at der skal handles.
Snart befinder han sig en sumpet verden af dystre hemmeligheder, hvor alle bekriger alle, hvor folks indre er rådnet af skam, og hvor de vigtigste løgne er dem, man fortæller sig selv. Efter en dramatisk situation hvor Ask dræber to mænd, indser han, at nøglen til det plagsomme mysterium kan spores tilbage til det sted, hvor han er flygtet fra. Julie, hans hustru, er nøglen.

 

kalypso af Ingar johnsrud

Udgivelsesdato: 1/9-2017

Forlag: Gyldendal

Politiet finder et friskt lig i en forsvunden enkes villa. Det viser sig at være liget af en mand, der har været erklæret død i over tyve år. Snart dukker flere lig op, og i takt med at sagen kompliceres, blander den norske efterretningstjeneste sig i politiets efterforskning.Mordene har en forbindelse til en hemmelig operation på russisk grund lige efter murens fald. En operation der dengang gik grueligt galt, men som nu er ved vokse sig til en potentiel viruskatastrofe i hjertet af Oslo.Politiefterforsker Fredrik Beier er under pres, og hvem kan han stole på? Vil efterretningstjenesten dække over morderen, og hvad med hans makker Andreas Figueras? Hvorfor dækker han over en mistænkt? Kalypso er Ingar Johnsruds anden del af trilogien om politiefterforskeren Fredrik Beier. Første bind Wienerbroderskabet, udkom i dansk oversættelse i foråret 2016. 

 

Bjerget af Luca d’andrea

Udgivelsesdato: 1/9-2017

Forlag: Lindhardt og Ringhof

I 1985 blev tre unge mennesker myrdet i Dolomitterne. Ligene var grusomt skamferede, og sagen forblev uopklaret. Tredive år senere hører Jeremiah Salinger, en amerikansk tilflytter, tilfældigt om sagen og begynder at grave i bjergets hemmeligheder på trods af de lokales modstand. Jagten på sandheden ender med at blive som en besættelse for ham.

En italiensk thriller, der vil holde dig lysvågen til sent. For hvad er det for hemmeligheder, der ikke kan tåle dagens lys? Hvad er det for ondskab, der gemmer sig i bjergene?

 

PRETTY BABY Af Mary Kubica

Udgivelsesdato: 1/9-2017

Forlag: HarperCollins Nordic

Heidi ser teenage pigen stå på togperronen. Pigen står i den silende regn og knuger et lille spædbarn ind til sig. Toget kommer og Heidi kører væk, men hun kan bare ikke glemme pigen i regnen. Husmoren Heidi Wood er en kvinde med et stort hjerte. Hun tager sig af herreløse katte, og bruger sin tid på velgørenhed. Alligevel synes hendes mand og datter, at det hele føles lidt mærkeligt, da hun en dag tager den hjemløse teenage pige Willow og hendes baby med hjem.

Men Heidi lader den lille familie blive boede hos dem, og er fast besluttet på at hjælpe Willow videre i livet. Efterhånden som mere og mere af pigens fortid afsløres, bliver Heidi tvunget til at beslutte, hvor langt hun er villig til at gå, for at hjælpe en fremmed. Og hvad der begyndte som en uselvisk handling, fører hurtigt til en mareridtsagtig kæde af usandsynlige hændelser.

 

CENTRAL PARK Af Guillaume Musso

Udgivelsesdato: 4/9-2017

Forlag: Lindhardt og Ringhof

En tidlig morgen i Central Park vågner Alice og Gabriel op på en bænk, låst fast til hinanden med håndjern. De kan ikke huske, at de nogen sinde har mødt hinanden. Og aftenen før var Alice hjemme i Paris med sine veninder og Gabriel spillede piano på en jazzbar i Dublin.

Hvordan er de endt i den situation? Hvis blod er det, der er på Alices bluse? Hvorfor mangler der en patron i Alices tjenestepistol? Alice og Gabriel har ikke andet valg end at søge svarene sammen, så de kan vende tilbage til deres hverdag, men de er ikke forberedte på sandheden, som vender op og ned på deres liv.

 

MED DØDEN SOM GÆST Af Poul-Henrik Pedersen

Udgivelsesdato: 4/9-2017

Forlag: mellemgaard

Et 25-års jubilæumsgilde med deltagelse af 13 studenter får en brat afslutning, da deres gamle rektor falder død om under forretten, dræbt af en sjælden gift. Hvem af de 13 fremtrædende borgere er gerningsmanden – og hvad er motivet? Der er et utal af teorier – og mange blindspor. Chefpolitiinspektør Christian Dahl står over for én af sin karrieres mest gådefulde drabssager, der også involverer den lettiske mafia. Efterforskningen afslører hidtil ukendte sider af afdødes fortid, og efterhånden, som efterforskningen skrider frem, krakelerer en tilsyneladende ærbar glansbilledfacade bag hvilken, der gemmer sig flere lokale koryfæer. Efter yderligere to uforklarlige giftdrab intensiverer politiet sin efterforskning, som fører ind i et betændt provinsielt miljø med samvittighedsløse og pengegrådige elementer. Og da mordgåden er løst, viser det sig, at den bestialske morder har hele fire liv på samvittigheden!

 

ØJE FOR ØJE af Paul Cleave

Udgivelsesdato: 6/9-2017

Forlag: Jentas

Kriminalbetjente får oftest samme forespørgsel fra alle ofres pårørende: Når du finder den, der gjorde det, giv mig fem minutter alene med dem. Og det er præcis, hvad nogen gør. Nogen hjælper disse ofre med at få deres fem minutter alene med gerningsmanden.

Da liget af en dømt voldtægtsforbryder bliver fundet, prøver kriminalbetjentene at finde ud af, om det er mord eller selvmord. Den efterfølgende nat forsvinder endnu to voldtægtsforbrydere. Det er svært at efterforske, når alle i politistyrken ser ud til at heppe på morderen.

Men da uskyldige folk begynder at blive slået ihjel, har to kriminalbetjente ikke samme formål, og snart kæmper de mod noget, de aldrig havde forudset, nemlig hinanden.

 

Da jeg blev døden af Steffen Jacobsen

Udgivelsesdato: 7/9-2017

Forlag: Lindhardt og Ringhof

OS ALAMOS, JULI 1945. I et ørkenlandskab i New Mexico kæmper en række af verdens førende atomforskere med at konstruere det våben, som vil ændre verden for altid. Deriblandt Niels Bohr og en ung dansk ingeniør, David Adler.

For David Adler bliver kapløbet om at udvikle atombomben et personligt drama om magt, hemmeligheder og kærlighed. Ligesom Niels Bohr må Adler træffe et valg i et moralsk dilemma med uoverskuelige konsekvenser.

Manden der søgte sin skygge (Millennium 5 bind) af David Lagercrantz

Udgivelsesdato 7/9-2017

Forlag: Modtryk

“Først må man finde sandheden. Så tage hævn.” Lisbeth Salander

Lisbeth Salander afsoner en kortere straf i kvindefængslet Flodberga. Hun gør alt for at holde sig fri af konflikterne mellem fangerne, men da en ung kvinde fra Bangladesh bliver mishandlet i sin celle, griber Lisbeth ind. Det betyder konflikt med Benito, en brutal livstidsfange med gode kontakter både inden for og uden for murene.  Lisbeth får besøg i fængslet af Holger Palmgren, der har fået fat i dokumenter, som kaster nyt lys over hendes barndom. Hun beder Mikael Blomkvist om hjælp til nogle undersøgelser, og sporene leder dem til Leo Mannheimer, partner i Alfred Ögrens Kapitalfond.  Hvordan hænger en velbeslået finansmands baggrund sammen med Lisbeths? Og hvordan skal Lisbeth håndtere den stadig alvorligere trussel fra Benito og hendes bande?

Manden der søgte sin skygge, femte bog i Millennium-serien, er en historie om statslige overgreb, æresrelaterede konflikter og de skygger fra barndommen, der stadig plager Lisbeth Salander.

 

HELT MØRKT, INTET LYS Af Stephen King

Udgivelsesdato: 7/9-2017

Forlag: Hr. Ferdinand

I fortællingen 1922 vækkes denne fremmede til live i Wilfred Leland James, da hans kone insisterer på, at de skal flytte. I fortællingen Den store chauffør møder hovedpersonen denne fremmede på en landevej efter at have skudt genvej hjem efter et bogklubsarrangement.
I fortællingen En rimelig forlængelse sker mødet efter at hovedpersonen har indgået en pagt med djævlen.
Og i den sidste fortælling, Et godt ægteskab, opdager den intetanende kone den fremmede i sin ægtemand gennem tyve år, da hun en dag tilfældigvis støder foden ind i en kasse ude i garagen.
King formår med raffinerede virkemidler at skabe spænding og uhygge, som får hårene til at rejse sig.

 

Lucy af lotte dalgaard

Udgivelsesdato: 10/9-2017

Forlag: Byens forlag

En nordsjællandsk kvinde, der forsvandt fra sit hjem som teenager, dukker pludselig op på øen Jersey i Den Engelske Kanal, sigtet for narkotikasmugling. Journalist Line Lyng besøger hende i øens fængsel for at få et interview. Men der er en, som ikke synes, Line skal snage.

Samtidig skriver Line om det uopklarede rastepladsmord på en lastbilchauffør 25 år tidligere. Hvorfor blev han sprættet op, inden lastbilen blev stjålet? Og hvor blev gernings- mændene af?

LUCY er den tredje krimi i serien om Line Lyng. Denne gang kommer hendes arbejde for tæt på privatlivet og rammer der, hvor det gør allermest ondt.

 

GÆSTEN Af Robert Zola Christensen

Udgivelsesdato: 12/9-2017

Forlag: Gyldendal

På et dansk universitet findes en kvinde brutalt myrdet. Mordet er blevet begået med en voldsom aggression, men det mystiske er, at kvinden tilsyneladende ikke har forsvaret sig. Tilbage står en nok sørgende, men underligt sorgløs svensk husbond, en række mere eller mindre troværdige kollegaer og et sted derude en morder, der ingen midler skyer for at dække over sine gerninger. Heller ikke over for politiet. Før Bent Kastrup får set sig om, jagter han både en morder, en kollega og meningen med sit eget liv.

 

SOLENS SIDSTE STRÅLER Af Lars Rambe

Udgivelsesdato: 17/9
Forlag: Hoi forlag
I Nairobi har terrorister såret en politibetjent og brutalt myrdet en embedsmand fra den kenyanske regering. Politiet mangler ressourcer og derfor får Per Strand fra Strängnäs Politi nu en chance, han aldrig havde drømt om. Han bliver tilbudt jobbet som leder af politiuddannelsen i Nairobi.

Pers ven, journalisten Fredrik Gransjö, beslutter sig for at tage sin familie med på ferie i Kenya, hvor de to venner bliver konfronteret med de voldelige terrorister. Samtidig afholdes der en østafrikansk konference i Sverige – og meget tyder på, at der er en overhængende risiko for et terrorangreb i Stockholm – men er det muligt at afværge den katastrofe, der venter?

 

FALDDATO Af Jan Thiele

Udgivelsesdato: 18/9-2017

Forlag: EgoLibris

Frederik Jersild arbejder som jurist i Fødevarestyrelsen. Han har lige skiftet kontor, da der varsles nedskæringer på arbejdspladsen. Alle ansatte er nervøse. Jersild er ekstra nervøs, for han føler sig forfulgt af en kollega. Vel at mærke en kollega, han har mistænkt for mord.

Falddato er en spændende krimi, men tillige en minutiøs beskrivelse af livet som embedsmand i Danmark. En enestående skildring af stort og småt i Fødevarestyrelsen. Fra journalisering på computeren til masseafskedigelser på telefonen. Fra kaffeslabberas i loungen til sex i parkeringskælderen. Fra Kammeradvokat tilværelsens ulidelige lethed til DR’s bombardement af aktindsigts-begæringer. Fra regeringen, der sover i timen, og til fagforeningerne, der er gået i koma.

 

DE UGUDELIGE Af Linda Castillo

Udgivelsesdato: 21/9-2017

Forlag: Hr. Ferdinand

Ny bog i Castillos populære amish-krimiserie med Kate Burkholder som hovedperson. Castillos bøger giver et fascinerende indblik i den lukkede amishverden, samtidig med at de er troværdige, underholdende og byder på effektiv spænding.

Politichef Kate Burkholder bliver kaldt til et politidistrikt langt ude på landet i staten New York. Her ønsker man hendes hjælp i en eskalerende situation i et isoleret amishsamfund, hvor man har fundet liget af en ung pige. Eftersom det lokale politi er ude af stand til at trænge igennem den mur af tavshed, amishsamfundet møder dem med, beder sheriffen Kate om at tage til den lille by, optræde som amishkvinde og således arbejde under-cover for at infiltrere samfundet.

Kates kæreste, politiefterforsker John Tomasetti, er langt fra begejstret for ideen, velvidende at Kate har begrænsede muligheder for at komme i kontakt med omverdenen og endnu sværere ved at få hjælp, hvis hun skulle få brug for det. Men Kate kan ikke få sig selv til at sige nej, og slet ikke da rygtemøllen fortæller, at et stort antal børn muligvis er i fare. Hun tager afsted og påtager sig sin nye identitet som amish-enke, der søger et nyt liv. Det lykkedes hende da også at infiltrere det lille amishsamfund, hvor hun opdager en verden bygget på hemmeligheder, samt en række chokerende forbrydelser. Men hun er fuldstændig alene og må i sidste ende kæmpe for at komme ud med livet i behold.

 

ATTENTATET Af Martin Winckler-Carlsen

Udgivelsesdato: 21/9-2017

Forlag: EgoLibris

I 1885 blev den danske konseilspræsident J.B.S. Estrup forsøgt dræbt på åben gade foran sin bopæl i København. Et af attentatmandens projektiler ramte forbi, mens et andet prellede af på Estrups frakkeknap. Hvor sandsynligt er det egentlig, at en frakkeknap kan bremse et projektil, der er affyret på cirka to meters afstand?

Attentatet er, som forgængerne Det revolutionære råd og Zarens guld, baseret på faktiske begivenheder og er en højspændt konspirationsthriller, der får læseren helt ud på kanten af sædet …

 

Heksen af Camilla läckberg

Udgivelsesdato: 22/9-2017

Forlag: People’s Press

Da fireårige Linnea forsvinder ved en gård lige uden for Fjällbacka vækker det tragiske minder til live. Tredive år tidligere forsvandt en lille pige fra præcis samme sted, nu gentager historien sig. Lillebyens beboere engagerer sig i eftersøgningen, men da Linnea bliver fundet, myrdet, breder angsten sig i gader og stræder. Kan flere piger være i fare? Og er der en sammenhæng mellem de to tilfælde?

Det bliver en efterforskning, der river op i gamle sår, og mens tiden går, viser indbyggernes stigende uro sig at få fatale følger.

Heksen er en elegant, kompliceret og nervepirrende kriminalroman. Om kvinders rolle, nye generationer og angsten for det, vi ikke kender eller forstår.

Heksen er den 10. bind i serien om Fjällbacka.

 

EUGEN KALLMANNS ØJNE Af Håkan Nesser

Udgivelsesdato: 22/9-2017

Forlag: Modtryk

Året er 1995. Scene: en skole i byen K i det indre af Norrland. Hovedrolleindehavere: et antal elever, et par lærere og en socialrådgiver. Samt den nyligt afdøde lektor i svensk, Eugen Kallmann. Hvem var han egentlig? Døde han virkelig en naturlig død?

Det er en fremmedfjendtlig tid. Der tegnes skæve hagekors på skolens vægge. Der skrives trusselsbreve. I en skrivebordsskuffe finder nogen lektor Kallmanns efterladte dagbøger.

Eugen Kallmanns øjne er en historie om fortidens misgerninger i sand nessersk aftapning.

 

HVISKEREN Af Karin Fossum

Udgivelsesdato: 22/9-2017

Forlag: Gyldendal

Ragna Riegel arbejder i butikken Europris og bor alene i sit barndomshjem. Hendes forældre er døde, og hendes eneste søn er flyttet til Berlin, så ud over det lejlighedsvise jule- eller fødselsdagskort har de ingen kontakt. Ragna vil helst sidde på det samme sæde i bussen hver dag, vil helst købe ind i de samme lokale butikker, og hun kan lide sit job, fordi det er fuldt af de rutiner, der giver hendes liv mening. Hun skal helst have styr på tingene. Og det har hun, indtil den dag, hun finder et brev i postkassen med hendes navn på konvolutten og indeni en utvetydig trussel skrevet med store blokbogstaver. Brevet giver næring til et mareridt, hvor Ragna bliver truet på livet af en ukendt fjende, og hvor hun mærker, at hun må tage alle midler i brug for at forsvare sig. Da det værste er sket, bliver Ragna hevet ind til en afhøring hos Konrad Sejer, som nu må forsøge at lokke sandheden ud af hende. Men taler hun sandt? Eller fører hun omgivelserne grundigt bag lyset? Det bliver det Sejers opgave at finde ud af.

 

Syndfloder (Serien om Fredrika Bergman 6 bind) af Kristina ohlsson

Udgivelsesdato: 26/9-2017

Forlag: Modtryk

En mand bliver fundet død, siddende i sin lænestol foran pejsen med et skudhul i brystet. Han har sin datters vielsesring på fingeren.  En bedemand leder efter sin bror, som ingen andre savner. Bedemanden er sikker på, at broren og hans familie ikke er forsvundet frivilligt.

Samtidig kæmper en kvinde for ikke at miste kontrollen over sit liv, mens hendes mand bliver farligere og farligere. Snart vil det være umuligt for hende at beskytte sig selv og sine børn.

Syndfloder er en intens kriminalroman, og det er den sjette, selvstændige bog i serien om Fredrika Bergman og Alex Recht.

 

DEN GODE DATTER Af Karin Slaughter

Udgivelsesdato: 26/9-2017

Forlag: HarperCollins Nordic

For otteogtyve år siden blev søstrene Charlotte og Samantha Quinns lykkelige lillebyliv slået i småstykker ved et grusomt angreb på deres barndomshjem. Moderen blev skudt, og hendes død efterlod deres far, Pikevilles berygtede forsvarsadvokat, sønderknust. Den lille familie blev knust og ødelagt for altid, fortæret af minderne og hemmelighederne fra den frygtelige nat. Otteogtyve år senere er Charlie – som den gode datter, hun er – fulgt i sin fars fodspor og selv blevet advokat. Men da volden vender tilbage til Pikeville og chokerer og traumatiserer hele byen, befinder Charlie sig pludselig i sit værste mareridt. Ikke blot er hun et af de første vidner på gerningsstedet, men sagen kan ikke undgå at få alle de forfærdelige minder, hun har brugt alle de mellemliggende år på at fortrænge, til at vende tilbage med fornyet styrke. Den chokerende sandhed om forbrydelsen, der ødelagde hendes familie for næsten tredive år siden, vil ikke forblive begravet for altid.

 

Indland af Arne Dahl

Udgivelsesdato: 26/9-2017

Forlag: Modtryk

Da den tidligere politimand ved Stockholms politi Sam Berger slår øjnene op, aner han ikke, hvor han er. Alt er hvidt, en verden uden tegn. Men så står Molly Blom der, og det går op for ham, at de to er på flugt fra retfærdigheden, der er holdt op med at være retfærdig. Sam og Molly får i hemmelighed overdraget en ubehagelig sag fra fortiden. Morderen er for længst fanget og dømt, men er han virkelig den skyldige?

En rejse ind i mørkets iskolde hjerte.

INDLAND er anden bog om Berger & Blom og opfølgeren til successen SKYGGEZONE. Det er Arne Dahl i topform.

 

KLUDEDUKKEN Af Daniel Cole

Udgivelsesdato: 27/9-2017

Forlag: Politiken

Seks mord, ét lig og en efterforsker, der er ved at gå op i sømmene.

Det er et chokerende syn, der møder den garvede kriminalassistent William ´Wolf´ Fawkes en alt for tidlig morgen i en tom London-lejlighed, der ligger foruroligende tæt på hans egen. En halv meter over gulvet hænger et grotesk lig, smukt arrangeret foran et panoramavindue. Liget er syet sammen af dele fra seks døde mennesker, men det er hovedet, der tager pippet fra William Fawkes.

Morderen bag ´værket´ har ikke bare slået seks mennesker ihjel, han har også sendt politi og presse en liste over de seks næste ofre. Fawkes og hans hold skal nu bare opklare seks mord og afværge seks nye, mens hele verden holder øje med dem.

 

BARNET Af Fiona Barton

Udgivelsesdato: 28/9-2017

Forlag: Hr. Ferdinand

Hemmeligheder har en dragende magt. De er uimodståelige, fordi de pirker til den frygt, vi har for, hvor lidt vi egentlig ved om hinanden. Vi har alle hemmeligheder – gerninger eller tanker vi ikke ønsker andre skal kende. For de fleste af os er hemmelighederne pinlige, men uskyldige. Men for nogle truer hemmelighederne med at ødelægge alting.

Da et gammelt skelet af et nyfødt barn graves fri på en byggeplads, nævnes det blot i en notits i lokalavisen. Men for tre kvinder, der aldrig har mødt hinanden, er den umulig at ignorere.

For én kvinde er det en påmindelse om det værste, der nogensinde er sket for hende.

For den anden kvinde medfører den en farlig risiko for at hendes mørkeste hemmelighed vil blive afsløret. Og for den tredje kvinde er det startskuddet til en jagt på at afdække sandheden. Barnets historie vil blive fortalt. Hvem var barnet? Hvad skete der med det? Hvorfor blev liget skjult? Hvem kendte til det?

 

Vi tager forbehold for ændringer

2 thoughts on “Kommende krimier – september

  1. Er det for meget forlangt at få oplyst, hvem der har oversat de udenlandske titler?

  2. Hej Allan. Tak for det gode forslag – vi vil fremover tilstræbe at få oversætterens navn til at fremgå også. Så nej, det er det ikke 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *