Kommende krimier – april 2017

Her kan du få et overblik over nogle af de krimititler, der udkommer i løbet af april måned.

 

Lone Theils – 87 sekunder

Udgivelsesdato: 31/3-2017

Forlag: Lindhardt og Ringhof

En ung kvinde findes druknet i Christianshavns Kanal. Da efterforsker Georg Guldmann opdager, at der er tale om drab, viser det sig hurtigt, at kvinden ikke er det eneste offer. Hvem er det, der huserer langs kanalerne i København? Og hvad får morderen ud af at drukne en ung kvinde som Amalie Frederiksen?

Efterforskningen trækker tråde til det københavnske restaurationsmiljø, Christiansborg og Operahuset, og først i retten kommer den grufulde sandhed for en dag. Eller gør den?

Journalist og forfatter Lone Theils har skrevet “87 sekunder” på baggrund af sin research til en serie radioprogrammer på Danmarks Radio. 87 sekunder er den tid, et menneske i gennemsnit holder vejret under vand, før hjernen sender et desperat og dødbringende signal til kroppen om at trække vejret.

 

Kim Juul – På et lodret skråplan

Udgivelsesdato: Snigpremiere på Krimimessen d. 1/4. Udgives officielt d. 11/5-2017

Forlag: Brænderiet

I den fjerde Kim Juul roman med Lars Norholm, leder den sympatiske hovedperson overvågningen af en russisk våbenhandler. En overvågning der tager en fatal og uventet drejning. Norholm føres ind i en hæsblæsende jagt, der har tråde tilbage til hans gamle vennekreds. I et nervepirrende plot kæmper Norholm for opklaringen af et drab og ikke mindst sit liv, mens han spejder efter en forståelse af en våbenindustri og dens mange mekanismer. En forståelse som måske dårligt findes, fordi verden ikke er sort/hvid. Et plot der stiller spørgsmål ved, om det er vores politikere eller våbenindustrien, der styrer konfliktniveauet i verden.

En ægte Norholm-krimi med plads til eftertanke og underspillet humor.

SANGE FRA NORHOLM

Samtidig med at bogen udkommer officielt, er der release på nogle af de sange Norholm sidder og skriver i sommerhuset på Østfyn. 4 sange der udkommer på Vinyl – og digitalt – på en musiktjeneste i din computer og på din mobil. De vil kunne høres ved et par koncerter med Kim Juul & 3 i teltet på Krimimessen og vinylpladen vil kunne købes på messen. Igen en snigpremiere – officiel release 11. maj.

 

Morten Remar – Detonator

Udgivelsesdato: 1/4-2017

Forlag: EgoLibris

“Du skal køre til motorvejsbroen ved Gl. Holte med det samme. Det er ret alvorligt. Der er sprunget en vejsidebombe.”

Med den besked bliver kriminalkommissær Martin Rømer sat til at opklare drabet på Danmarks forsvarsminister. Martin Rømer er netop vendt tilbage til Drabsafdelingen på Politigården fra et halvt års sygeorlov efter sin hustrus alt for tidlige død. Han er stadig i sorg, da han sammen med sine kollegaer indleder en hektisk jagt på de skyldige i en sag, der snart udvikler sig højdramatisk med flere bomber og drab. Hvem står bag? Er det terror eller en enlig galnings værk?

Spørgsmålene er mange i en efterforskning, der ikke bliver gjort lettere af PET´s manglende samarbejdsvilje, en mere end omsorgsfuld kvindelig chef, Martins fraværende, sexglade mor og hverdagslivet som alenefar til tvillingepigerne på tre, Tilde og Vilma.

DETONATOR er første selvstændige krimithriller i serien om kriminalkommissær Martin Rømer.

 

Ulrik Jørgensen – Den sidste kurér

Udgivelsesdato: 1/4-2017

Forlag: Epoz

“Den Sidste Kurér” er fortsættelsen til den underholdende og dramatiske serie om munken Isach Trueblood og stridsmanden Jessup Brasks arbejde for den katolske kirke i 1430’ernes Skotland. Fortællingen er en crossover mellem slagkraftig krimi og historisk epos – med en bred appel til en målgruppe på 15-100 år. “Den Sidste Kurér” finder sted i en tid, hvor spændingerne mellem de to riger på den engelske ø, Skotland og England, er stærke, fordret af en krig, der varede et helt århundrede. Efter mødet med det evige livs beskytter, Lord William Sinclair, og tyveriet af det han bevogter, jager Trueblood og Brask nu ned igennem Skotland og England.

Gennem nogle af de største bastioner i begge riger og gennem en århundreder lang konflikt mellem naboer, forfølger de tyvenes spor med livet som indsats. De ved ikke, hvem de forfølger, er aldrig rigtig på sporet af noget, og dem de jager, vil gøre alt for at stoppe dem. Fragmentet af Recipé, den bandlyste ridderorden Tempelherrernes dybeste hemmelighed, er både deres beskyttelse og deres dødsdom. Kan de holde sig i live længe nok til at genfinde det evige liv?

 

Maria Kjær-Madsen – Vanviddets dybder

Udgivelsesdato: 1/4-2017

Forlag: Valeta

En tidlig junimorgen splintres idyllen i et gammelt fiskerleje på Tåsinge, da en lystfisker opdager en druknet kvinde i strandkanten.

Luna, som har taget springet fra erfaren journalist ved Fynske Medier til lærevillig elev på Politiskolen, sidder sammen med sin praktikvejleder, Anton Holmdrup, i den patruljevogn, der kort efter bliver kaldt derud.

Det bliver startskuddet til en hektisk uge, hvor efterforskningen, med Thomas Jepsen i spidsen, henter den ene druknede kvinde efter den anden frem fra politiets arkiver.

Luna, som har problemer med at acceptere mindre end sin ubegrænsede frihed både i privatlivet og i sit nye job, bliver personligt involveret gennem sit fund af en samling håndskrevne breve, som alle indledes med: Elskede Vincent .

En roman om ung lykke og livslang sorg. Om tillid og jalousi. Og om den katastrofale konsekvens af at balancere på en usynlig grænse mellem vid og vanvid – i kærlighedens navn.

Romanen er tredje bind i serien om Luna og Jepsen, men den kan læses selvstændigt.

 

Anne Mette Hancock – Ligblomsten

Udgivelsesdato: 1/4-2017

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Journalist Heloise Kaldan står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen står på gloende pæle. Det gør Heloises privatliv også. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat.

Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise? Er hendes eget liv i fare?

 

Inger Gammelgaard Madsen – Falkejagt

Udgivelsesdato: 1/4-2017

Forlag: Farfalla

En buschauffør med indvandrerbaggrund bliver skudt og dræbt af en betjent i en bybus i Aarhus tilsyneladende for at forhindre et terrorangreb, som det der på samme tid udspiller sig på Københavns Hovedbanegård.

Anne Larsen, journalist hos TV2 Østjylland, kommer tæt på, da hun er taget med en gruppe unge til Christiansborg for at dække en demonstration mod regeringens asylstramninger. Hun begynder at få anonyme telefonopkald om forestående terrorangreb i Aarhus, men opringningerne siger ikke noget om, hvor i byen de vil finde sted.

Terrortruslen er på sit højeste, og det tvinger PET,  Østjyllands Politi og DUP til at arbejde tættere sammen.

Samtidig kidnappes babyer og forsvinder sporløst. Da en baby findes i en kolonihave ved Riis Skov, må vicepolitiinspektør Anker Dahl sammen med sit team efterforske en yderst makaber drabssag midt i sit eget opgør med fortiden.

Det er svært at se en sammenhæng i det hele, men som sagen lidt efter lidt trævles op, viser den sig at have et helt uforståeligt og uhyggeligt motiv.

 

Thomas Wivel – Du lyser længere end sange

Udgivelsesdato: 3/4-2017

Forlag: Mellemgaard

Komiker David Flint skal ind og optræde, og netop som han går i gang, træder hans kæreste ind, affyrer et våben og slår ham ihjel. Hun påstår efterfølgende, at hun har en medskyldig. At hun ikke er alene om drabet. Men hun vil ikke afsløre, hvem det kan være.

Politiet leder forgæves, men David efterlod sig en dagbog. Måske afslører den, hvem der hjalp hans kæreste med mordet, og hvilken rolle han selv spillede i den fatale treenighed.

 

Lillian Ley: Dødens Fuchsia

Udgivelsesdato: 3/4-2017

Forlag: Fuchsia

En nattevagt bliver fundet myrdet på bostedet Troldheden. Selvom morderen har givet sig tid til at clipse små blomsterhoveder i ansigtet på offeret, har ingen hørt eller set noget. Kriminalkommissær Severinsen sættes på sagen, der viser sig at være et større puslespil.

Efterhånden, som sagen skrider frem, kommer der flere spørgsmål og løse rygter end svar.  Hvad sker der på gangene om natten på Troldheden? Slår morderen til igen?

 

E.O. Chirovici – Spejlbogen

Udgivelsesdato: 4/4-2017

Forlag: Hr. Ferdinand

Et mord som aldrig blev opklaret.
En bog som aldrig blev færdigskrevet.
En gåde som aldrig blev løst.
Én mands sandhed er en anden mands løgn.

Da den litterære agent Peter Katz modtager et uddrag af en bog med titlen Spejlbogen, er hans interesse straks vakt. Forfatteren bag uddraget hedder Richard Flynn, og han skriver bl.a. om sin tid som studerende på Princeton i slutningen af 80´erne og om sit forhold til den studerende Laura Baines, som var protegé hos den berømte professor Joseph Wieder. I 1987 blev Wieder brutalt myrdet en nat kort før jul, og mordet blev aldrig opklaret.

Nu, 25 år senere, får Katz en mistanke om, at Richard Flynn i form af bogen enten vil tilstå mordet eller afsløre, hvem der stod bag. Men uddraget ender brat, og Katz sidder tilbage med en masse løse ender.

Katz opsøger Flynn i et forsøg på at skaffe resten af manuskriptet, men det går op for ham, at Flynn ligger for døden, og resten af manuskriptet er ikke at finde. Opsat på at komme til bunds i historien, sætter han sin ven John Keller på opgaven. Keller er en dybdeborende journalist, og Katz beder ham lave research på mordet og forsøge at rekonstruere begivenhederne. Begrundelsen er, at han skal bruge oplysningerne til en krimi baseret på virkelige hændelser.

Keller finder flere af nøglepersonerne i sagen, men sidder tilbage med alt for mange spørgsmål og modsatrettede udsagn til at kunne nå frem til en konklusion. Han har en teori om, hvem morderen er, men eftersom han har for få beviser, beslutter han at droppe sagen og bogprojektet.

Kellers opsøgende arbejde har dog sat tankerne i gang hos den pensionerede politikommisær Roy Freeman, der oprindelig var en af efterforskerne på mordsagen. Han er netop blevet diagnotiseret med Alzheimer, men beslutter at forsøge at opklare sagen en gang for alle – før han begynder at miste kontrollen over sit sind. Spørgsmålet er, om han kan frembringe det svar, som har været begravet i årtier, og som Flynns manuskript vakte til live.

 

Mons Kallentoft – Vandengle

Udgivelsesdato: 7/4-2017

Forlag: People´s Press

En september morgen kaldes Malin Fors ud til en villa i et af Linköpings pæne kvarterer. Et ægtepar er blevet myrdet og ligger nøgne og isblå i jacuzzien. Parrets femårige datter Ella er sporløst forsvundet. Er pigen myrdet, kidnappet, eller har hun haft held med at flygte? Malin Fors og Linköping Politi indleder en intensiv eftersøgning.

Med september vinden i ryggen, trækkes Malin og hendes kollegaer længere og længere ind i en sag, hvor Malin bliver konfronteret med sine egne dæmoner og trangen til at drukne dem i alkohol bliver stærkere og stærkere. Men hun ved, at hun ikke kan svigte Ella.

6. bind i serien om Malin Fors

 

Philip Kerr – Hinsides tavsheden

Udgivelsesdato: 7/4-2017

Forlag: Modtryk

Det er sommeren 1956. Bernie Gunther arbejder under falsk navn som receptionschef på det berømte Grand-Hôtel du Cap-Ferrat ved Den Franske Riviera. Da verdens måske rigeste og måske mest berømte forfatter, W. Somerset Maugham, mangler en fjerde mand til et spil bridge, træder Gunther velvilligt til. Det viser sig hurtigt, at den excentriske Maugham ikke blot vil spille kort, han har også brug for professionel rådgivning i en penibel sag om afpresning.

I sit sydfranske skjul forsøger Bernie Gunther at holde fortiden på afstand, men da en gammel fjende og naziforbryder, Harold Hennig, ankommer som gæst til Grand-Hôtel du Cap-Ferrat, begynder det hele at gå skævt.

HINSIDES TAVSHEDEN er ellevte fritstående bog i Philip Kerrs prisbelønnede og atmosfærefyldte Berlin Noir-serie. Krigen er slut, men selv i 1956 er freden endnu ikke kommet til kontinentet. Stormagternes kontraspionage spidser til, Sovjetunionen har brintbomben, og spionerne ser hele Europa som deres legeplads.

 

Lise Schultz – Den fjerde årsag

Udgivelsesdato: 15/4-2017

Forlag: Historia

Den Fjerde Årsag er en insider-historie om, hvorfor mange af os en dag vil dø på grund af fejlmedicinering, og hvad der kan gøres for at ændre denne skæbne. Gennem en forfriskende skønlitterær tilgang beskriver bogen, hvordan læger ofte bliver manipuleret til at udskrive livsvigtig medicin af de forkerte grunde, og hvordan dette indimellem får fatale konsekvenser for ufattelig mange mennesker på verdensplan.

Bogen tager sit udgangspunkt i Paris, hvor de to hovedpersoner, en dansk mand og en indisk kvinde, sammen starter en bevægelse, der en gang for alle skal stoppe medicinalvirksomheders bevidst manipulerende salgsmetoder. Man følger deres dramatiske kamp for et mere retfærdigt, mere humant og mindre dyrt sundhedsvæsen på et bagtæppe af en efterforskningssag, hvor de to hovedpersoner selv er under anklage for at have skyld i hundredevis af dræbte indere.

 

C.L. Taylor – Savnet

Udgivelsesdato: 28/4-2017

Forlag: Jentas

Du elsker din familie. De får dig til at føle dig tryg. Du kan stole på dem. Eller kan du?

Da femtenårige Billy Wilkinson forsvinder midt om natten, bebrejder hans mor, Claire Wilkinson, sig selv for Billys forsvinden. Dette er hun ikke ene om. Der er ikke en eneste i familien, der ikke føler sig skyldig.

Men familien Wilkinson er så vant til at holde hemmeligheder for hinanden, at det først er seks måneder efter Billys forsvinden, efter at en henvendelse om informationer går galt, at sandheden kommer frem til overfladen.

Claire er sikker på to ting – at Billy stadig er i live og at hendes venner og familie ikke har haft noget med han forsvinden at gøre.

Moderinstinktet tager aldrig fejl. Eller gør det?Nogle gange er det dem, der er tættest på os, der skjuler mest.

 

Miki Mistrati – Lyset sletter nattens ord

Udgivelsesdato: 20/4-2017

Forlag: Politikens forlag

Hvordan kunne et terrorangreb ske i Danmark, uden PET stoppede det, og hvem står i virkeligheden bag?

En lyseblå Fjällräven eksploderer ved Storkespringvandet midt i det travle København. Ved et mirakel omkommer kun to mennesker, men inden dagen er omme bliver man klar over, at der er tale om et terrorangreb. Da de to døde identificeres, er den ene en engelsk turist med muslimsk baggrund. Den anden er en ung dansk journalist.

Men hvordan kunne terrorplaner mod Danmark gå under PETs radar? En hæsblæsende jagt anført af efterretningstjenesten indledes i det danske islamistiske miljø. Inden længe bringer jagten politiet videre til Yemen og England, mens en intens intern strid i PET lægger store hindringer i vejen for at finde frem til gerningsmanden.

Lyset sletter nattens ord er en psykologisk thriller om en ung dansk journalist og en erfaren PET-agent, der begge kommer i klemme mellem kræfter, de ikke kan overskue.

 

Trine Bjerre – Unterwelt

Udgivelsesdato: 21/4-2017

Forlag: ByensForlag

Forlaget skriver: En dødelig influenzaepidemi bryder ud i Afrika. Sygdommen spreder sig med lynets hast.

I Danmark drømmer privatdetektiven Karen Hart om Den Store Sag, hvor hun ikke bare skal jage småsvindlere og utro ægtemænd. En dag dukker Katrine Andersen op på Karens kontor og beder hende finde sin forsvundne nabo, Maria Pihl.

Pludselig begynder folk omkring Karen at dø. Og samtidig ser det ud til, at en uhyggelig, gestapolignende mand forfølger hende.

UNTERWELT er første bind i serien om privatdetektiven Karen Hart.

 

Mads Nordbo – Pigen uden hud

Udgivelsesdato: 27/4-2017

Forlag: Politikens forlag

MATTHEW CAVE er en dansk journalist sidst i 20erne. Han har dag for dag sluppet sit tag i livet efter tabet af kæresten og deres ufødte datter i et trafikuheld.

Flugten fra virkeligheden har drevet ham til Nuuk, ansporet af et 20 år gammelt postkort hans amerikanske far har sendt fra Thulebasen, inden han forsvandt. Matthew bliver sendt til kanten af indlandsisen for at dække opdagelsen af en mumificeret nordbo-viking, den første velbevarede viking, der nogensinde er fundet. Alt køres i stilling til en verdenssensation, og det lille, arktiske samfund holder vejret.

Men kaos bryder løs, da mumien er forsvundet, og en betjent findes opsprættet og tømt for indvolde. Matthew kommer på sporet af fire identiske drab i 1973, som har forbindelse til to 11-årige pigers sporløse forsvinden. De to sager flyder sammen for Matthew, og han får hurtigt gravet fingrene dybt ned i både nutidens og fortidens blodige mord. Den eneste, han for alvor tør stole på, er en ung, grønlandsk kvinde, der som 14-årig dræbte sin far – ved at sprætte ham op og tømme ham for indvolde.

Hendes krop er dækket af tatoveringer.Huden slidt af, da hun var barn. Hendes vilje er stærk som fjeldene om Nuuk.

 

JEAN-CHRISTOPHE GRANGE –ONDSKABENS RITUAL

Udgivelsesdato: 28/4-2017

Forlag: Rosinante

En ung militærpilot findes myrdet under grufulde omstændigheder. Politiefterforskeren Erwan Morvan, søn af en berømt politimand og nu grå emminence, sættes på sagen.To nye mord sker hurtigt efter hinanden, og alle spor peger på den berygtede Sømmand, som Erwans far, Grégoire arresterede i Congo i 80’erne.

Sømmanden er imidlertid død, så hvem kan det være? Mens Erwan kæmper for at komme til bunds i sagen, begynder stadig flere spor at pege direkte mod hans egen far og opklaringen af den gamle sag om Sømmanden, og snart befinder han sig i et spind af afrikansk overtro, totemer, rædselsvækkende mord og dystre familiehemmeligheder.En formidabel og nervepirrende pageturner fra Frankrigs absolut største thrillerforfatter om en gådefuld, bestialsk seriemorder – og om familien Morvan, en velstående familie med en dunkel fortid i Afrika.

Ondskabens ritual er første bog i serien om Familien Morvan. Næste bog udkommer i 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *