I øvrigt kommer også….

Eske Holm er en dansk balletdanser, koreograf, instruktør og forfatter. ‘Svanens død’ er en krimi der foregår på Nationalscenen.

Forlaget skriver:

Den 16-årige balletaspirant, Nicole, bliver fundet død og skændet i garderoben. Politiets Rejseafdeling kommer meget skidt fra start af mange grunde. Det bliver Efterforskningsleder Laila Oppenheim og Retsmediciner Simon Brix, der leder opklaringen. Da endnu et voldsomt dødsfald finder sted, ser det håbløst ud. Flere mistænkte enten sygemeldes eller går under jorden.
Nationalballettens daglige arbejde bryder gradvist sammen, og det gør også det enevældige system, som er ude af trit med moderne tider. Balletforeningens formand kræver demokratiet indført, hvilket betyder at man selv  udpeger konstitueret balletchef og dernæst få betaling for overarbejde. Teaterchefen afviser alt og et oprør nærmer sig. Danserne strejker under dramatiske omstændigheder.
Forbrydelserne bliver opklaret på mirakuløs vis…

Mød forfatteren i Vesthallen lørdag kl. 15.20

 

Gretelise Holm er nok mest kendt for sin serie om Karin Sommer. Hun er til Krimimessen aktuel med ‘Firmaets bedste mænd og kvinder’.

Forlaget skriver:

Ni mellemledere fra Dansk Emballageforsyning bliver sendt på kursus i skønne omgivelser på Sydsjælland. De skal have udviklet deres personlighed! Men firmaets øverste ledelse har en skjult dagsorden med kurset, nemlig at få afgjort hvem af deltagerne der skal være firmaets nye topchefer, og hvem der skal have en afskedigelsespakke. Det udvikler sig til en karrierekamp på liv og død.

FIRMAETS BEDSTE MÆND OG KVINDER er en ny slags krimi, hvor læseren selv deltager aktivt og får mulighed for at sammensætte otte forskellige handlingsforløb med otte forskellige slutninger.

Mød forfatteren i Vesthallen søndag kl. 15.00

 

Steen Langstrup er forfatter og forlægger. Han er til Krimimessen aktuel med ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’.

Forlaget skriver:

Danmark er i finalen. Landet ligger øde hen. Alle sidder foran tv for at se kampen live. Det er et historisk øjeblik. På tankstationen ude ved hovedvejen er to unge kvinder mødt på arbejde til hvad de regner med bliver en meget stille aften. Men de tager fejl. Ingen kunder betyder ingen vidner. De er udset til en særlig rolle i en helt anden forestilling.

‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ er en blodig og grufuld gyserroman.

Mød forfatteren i Gymnastiksalen lørdag kl. 10.50

 

Morten Leth Jacobsen er forfatter og informationschef i Sønderjyllands Symfoniorkester.

Han er aktuel med ‘Mens vi venter’.

Forlaget skriver:

Fergus er vred.Det er ti år siden, han kom ud af fængslet. Ti år, hvor han har prøvet at rette sit liv op igen. Han har et job og en lejlighed, og hans datter er begyndt at tale til ham igen, på en måde. Og alligevel kommer de efter ham igen. De vil ikke lade ham være i fred, de truer ham, vil vide, hvor pengene er blevet af. Så nu er han vred, meget vred. Finn er ikke vred. Han er bare syg og gammel, ved, han snart skal dø, og han har kun spørgsmål tilbage, ingen svar. Han går rundt i Århus og snakker med sine spøgelser.
Indtil han møder Fergus. Igen.
En skæv, humoristisk og tragisk historie om to randeksistenser, der har mere brug for hinanden, end de vil være ved.

Mød forfatteren i Gymnastiksalen lørdag kl. 12.10

 

Liv Mørk er en fiktiv, blind forfatter skabt af Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard.

Til Krimimessen er hun aktuel med ‘Næste levende’.

Forlaget skriver:

En slægtskrimi der begynder under Anden Verdenskrig, hvor den unge italienske fascist Pier Francesco Banci, ejer af Villa Banci, og hans forlovede Elisa ser en lys fremtid i møde. Men krigen er hård ved dem; Banci vender desillusioneret hjem fra tjeneste i Stillehavet og finder sin forlovede gravid, voldtaget af en debil mand, kaldet Hesten. Den nyudnævnte general Banci tager barnet til sig, men dræber Elisa i vrede og afmagt på krigens sidste dag. Tiden går; familien og familierne omkring villaen vokser, men Elisa dør aldrig helt for ham. Hun er næsten levende og ser på General Banci fra hvert eneste spejl, han går forbi, og mordet trækker lange skygger med sig ind i fremtiden.

Mød forfatteren i Vesthallen søndag kl. 11.40

 

Erwin Neutzsky-Wulff er til Krimimessen aktuel med sit skønlitterære bud på verdens mest berømte mordsag, sagen om Jack the Ripper, som i 1888 dræbte og lemlæstede mindst 5 kvinder i Londons luderkvarterer, men hvis identitet aldrig er blevet fastslået.

Forlaget skriver:

JACK THE RIPPER bygger på de virkelige begivenheder, på historiske fakta og er baseret på studier af i tusindvis af sider om tiden og sagen i politirapporter, dagbøger, og lignende.
Bogen er bygget op som en traditionel krimi med spor, mistænkte og en morder, hvis identitet røbes på de sidste sider. I kraft af alle de personer, der var berørt af sagen, er den samtidig et portræt af en verden, der var på vej ind i det tyvende århundrede, en guldalder for romantikere, impressionister, pornografer, anarkister, spiritister og okkultister.
Vi møder således en række kendte digtere, malere, politikere, frimurere, medier, magikere og mange andre navngivne personer fra tiden, som alle var interesserede i og måske involverede i de mystiske mord.  Ikke mindst møder vi de ulykkelige ofre, hver med sin historie: Emma Smith, Martha Tabram, Mary Ann Nichols, Annie Chapman, Elizabeth Stride, Catherine Eddowes og Mary Kelly.

Mød forfatteren i Vesthallen søndag kl. 10.20

 

Thomas Aagaard Skovmand er journalist, forfatter og forlægger. Til Krimimessen er han aktuel med ‘Mågejægeren’.

Forlaget skriver:

Da 29-årige Victor Holm flytter tilbage til fødeøen Amager og får job som mågejæger i Københavns Lufthavn, vil han egentlig bare udføre sit arbejde. At sørge for fugle og fly ikke støder sammen. Men det viser sig hurtigt at være svært. For hvorfor siger alle, han skal holde sig væk fra den gamle terminal? Og var det nu også en ulykke, da hans far omkom i Lufthavnen for 25 år siden?  Mågejægeren er en tempofyldt thriller om at kende sandheden om sig selv, og om hvad der sker, når ens omgivelser gemmer på hemmeligheder, som ikke alle ønsker frem.

Mød forfatteren i Gymnastiksalen lørdag kl. 13.40

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *