Historiske krimier på Krimimessen

Den historiske krimi er bredt repræsenteret på Krimimessen i år. Her får du et overblik over de forfattere som på forskellig vis har beskæftiget sig med historien.

birke2Richard Birkefeld og Göran Hachmeister

De to tyske forfattere Richard Birkefeld og Göran Hachmeister er folkene bag krimien Den der bliver tilbage her ret fra 2011. En roman som beretter om krigens sidste dage i Berlin, og om en flygtet KZ-fanges fatale møde med en SS-officer. Begge forfattere er uddannet historikere og bruger på behændig vis deres faglige viden i krimigenren.

De er i øjeblikket aktuelle med romanen Tysk mesterskab (2013), som handler om Weimarrepublikken Tyskland i 1926. Det første løb om det tyske mesterskab for motorcykler skydes i gang. De to favoritter stammer begge fra München, hvad de af vidt forskellige årsager forsøger at skjule. Midt i den teknikbegejstring, som hele verden deler her i ”de brølende tyvere”, og som sender 100.000 af tyskere til motorløb, arbejder både nazister og politi sig frem mod de to kombattanter.

Mød Richard Birkefeld og Göran Hachmeister og hør dem tale om Tysk Mesterskab med Jakob Levinsen lørdag d. 16. marts kl. 12.30 i Trykkeriet.

 

Hamann_larsLars Hamann og Gorm Præst Jørgensen

Lars Hamann mødte sin skrivepartner Gorm Præst Jørgensen på den fabrik de begge var ansat på. Her udviklede de i fællesskab idéen til fuldblods renæssance-krimien Fanden er løs fra 2011. En krimi i nye klæder, som foregår i Christian den Fjerdes København anno 1642 og sammenblander spænding, humor, tro/overtro, magtspil og mysterier og ikke mindst heftige kårde-dueller.

I romanen følger vi foged Knud Korbach, som er sat til at opklare mordet på styrmand Anders, der rygtes at have været i trolddommens vold. Det er en tid, hvor samfundet er i oprør og hvor borgerne er drevet af stærk overtro.

Knud Korbach er nu tilbage i den selvstændige fortsættelse til Fanden er løs, som har fået titlen Tiggernes børn. Tiden er den samme, men denne gang er der begået et mord for øjnene af fogeden. Det bringer ham både til Rosenborg, hvor Christian den Fjerdes vanartede søn ter sig, og til samfundets bund blandt de velorganiserede tiggerkonger og deres undersåtter.

Du kan møde Lars Hamann og Gorm Præst Jørgensen i en samtale med Walther Knudsen om Tiggernes børn. Det sker i Trykkeriet lørdag d. 16 marts kl. 13.30

 

Jensen_MartinMartin Jensen

Vi skal helt tilbage til Kong Knud den Stores tid omkring år 1000 i Martin Jensens seneste udgivelse Den tredje mønt fra 2012. Bogen er fjerde bind i serien om illuministen Winston, stormanden Halfdan og kvinden Alfilda. En storpolitisk romanserie med et veludtænkt krimiplot og som udover Den tredje mønt indbefatter titlerne: Kongens hunde (2010), Edbryder (2011) og En bondes ord (2011).

Forfatter Martin Jensen er også manden bag den populære middelalder-krimiserie om Eske Litle, som tog sin begyndelse med Eske Litle – Byfoged i Assens fra 1999. For romanen modtog han Det Danske Kriminalakademis Debutantpris i 2000. Syv bind er det i alt blevet til i serien, som blev afsluttet i 2008 med bogen Mand af ære.

Derudover har Martin Jensen skrevet alt fra revyviser, salmer, essays til et skuespil om grundloven. Han er oprindelig læreruddannet og har undervist i flere forskellige sammenhænge.

Mød Martin Jensen og hør ham tale om Den tredje mønt med Steffen Larsen. Det foregår i Forsamlingshuset lørdag d. 16. marts kl. 15.40

 

Lene KaaberbølLene Kaaberbøl

Forfatter Lene Kaaberbøl er senest aktuel med romanen Det levende kød, som er en efterfølger til den historiske krimi Kadaverdoktoren (2010) med afsæt i 1800-tallets Frankrig. Madeleine Karno – Kadaverdoktorens datter er tilbage i Det levende kød, hvor hun er begyndt på universitet og føler sig draget af en kriminalsag om en ung prostitueret kvindes død. Jagten på sandheden bag mordet sætter for Madeleine både mærker på krop og sjæl.

Udover at have arbejdet som gymnasielærer, forlagsredaktør og ridelærer har Lene Kaaberbøl desuden en lang karriere som forfatter bag sig. Hun debuterede i 1975 med Den første bog om Tina og hesten og har over mange år udgivet bøger til børn og unge – særligt inden for Fantasy-genren. Hun slog igennem som forfatter af voksenlitteratur i 2008 med krimien Drengen i kufferten, som hun skrev i samarbejde med Agnete Friis.

Hør Lene Kaaberbøl fortælle om Det levende kød i selskab med Nanna Rørdam. Det sker i Trykkeriet lørdag d. 16. marts kl. 11.30

 

thorlacius,hansenKarin Thorlacius og Carsten Hansen

Forfatterparret Karin Thorlacius og Carsten Hansen har skrevet den historiske krimi Den endelige løsning om nazisme og kommunisme i 1989. Romanen behandler sit historiske og politiske stof på en tankevækkende måde og trækker tråde til Anden Verdenskrig og til sudetertyskernes konflikt med tjekkerne ved krigens afslutning. Det er et nedtonet, men ikke desto mindre makabert kapitel i historien.

De faktuelle historiske data er sat ind i en fiktionsroman om kriminalkommissær Jacob Tofte, som bliver kaldt ud til et grusomt drab ved Ebeltoft. Et gammelt fotografi fra tiden under Anden Verdenskrig dukker op, og Jacob hvirvles ind i et farligt og kompliceret opklaringsarbejde, hvor det ene voldsomme mord følger efter det andet.

Forfatterne har fungeret som lektorer, foredragsholdere og kulturrejseledere på rejser til Tjekkiet. De har stor erfaring med at kombinere fagområder med kunst, kulturhistorie og politik.

Du kan møde Karin Thorlacius og Carsten Hansen til en snak om Den endelige løsning i selskab med Jannik Lunn. Det sker i Vesthallen lørdag d. 16. marts kl. 16.00

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERAJohan Ottosen

Kaffeekspert, jazzmusiker og fra og med sidste år nu også forfatter. Det er hvad Johan Ottosen blandt andet har stående på sit CV. Debutromanen er dommedagsthrilleren Stenens tid, hvor både kongehuset, radioaktive bomber og Den hellige gral bliver en del af en række foruroligende hændelser. En pensioneret professor skyder sig en kugle for panden på en bænk i Tivoli og under Danmarks ældste kirke finder man en 5000 år gammel kalender, som tæller ned til Ragnarok. Det er blot nogle af handlingstrådene man følger i bogen. Stenens tid er første del i en annonceret trilogi.

Du kan opleve Johan Ottosen i Vesthallen søndag d. 17. marts kl. 13.00. Her vil han tale med Henrik Palle om Stenens tid.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *