Forfatterparade – hvem skal du se på Krimimessen #3

Se tredje og sidste omgang videoer med forfattere, du kan møde på Krimimessen.

Julie Hastrup

Har skabt den kvindelige hovedperson Rebekka Holm, efterforskeren fra Rigspolitiets Rejsehold, der gennem foreløbig fire bind stilles overfor mordgåder, det kræver både psykologisk indsigt og handlekraft at løse.

I Portræt af døden er Cougar-dating, viktorianske dødebilleder og gainers and feeders er nogle af de elementer, Rebekka Holm skal manøvrere i, da to stærkt sminkede kvindelig i firsertøj findes ved Lyngby sø med blot en uges mellemrum.

Find Julie Hastrup på Krimimessen
Lørdag d. 5. april kl. 13.20 i Teltet: Julie Hastrup taler med Susanne Bjertrup om Portræt af døden.

Klik også forbi Julie Hastrups hjemmeside, hvor du blandt andet kan se en film om hvordan Julie Hastrup researcher sine historier… hvis du da kan tåle at høre, hvad en suppeske laver i et obduktionsrum.

 

Anna Grue

Anna Grue er aktuel med Sidste forestilling – sjette bind i serien om den skaldede detektiv, Dan Sommerdahl, der løser krimigåder parallelt med politiet i den fiktive by Christianssund.

I Sidste Forestilling  hyrer viceopolitikommisær Pia Waage, som faste læsere vil kende fra tidligere bind, Dan Sommerdahl til at rense hende for mistanke.

Men det hele begynder med et grumt mord. I følge Anna Grue hendes hidtil mest bestialske:

Mød Anna Grue på Krimimessen
Lørdag d. 5. april:
Kl. 10.30 på Litteratursidens stand i Teltet: Spil Wordfeud mod forfatterne Anna Grue og Simon Pasternak.

Kl.12.00 i Teltet: Anna Grue taler med Henrik Palle om Sidste forestilling.

Kl.14.40 i Teltet Anna Grue interviewer Ane Riel omSlagteren i Liseleje.

Søndag d. 6. april
Kl.11.00 i Arresten: TILSTÅ! Anna Grue ”afhøres” af Frode Z. Olsen om Den skaldede detektivs gerninger.

 

Kaaberbøl og Friis

Krimiduoen  Lene Kaaberbøl og Agnete Friis skriver om den idealistiske Røde Kors- sygeplejerske Nina Bang.

Den betænksomme morder er fjerde bind, og vi møder en Nina Bang, der er fast besluttet på at vie mere af sin tid til familien.
Men fortiden indhenter hende alligevel på en parkeringsplads i Viborg.

Med hænderne fulde af indkøbsposer og tankerne fulde af hendes kræftsyge mor bliver Nina Bang slået ned og forsøgt kørt over af en meget undskyldende gerningsmand.

Mød Kaaberbøl og Friis på Krimimessen:

Lørdag d. 5. april kl. 11.40  i Teltet: Kaaberbøl og Friis taler med Jesper Stein om Den betænksomme morder.

Lørdag d. 5. april kl. 15.40 i Arresten: Agnete Friis taler med Jette Holst om ungdomsgyseren Farlig vrede.

Søndag d. 6. april kl. 11.00 Børnekrimimessen i Vesthallen: Agnete Friis fortæller om og læser højt af ungdomsgyseren Farlig vrede.

Søndag d. 6. april kl. 11.30 Børnekrimimessen i Vesthallen: Lene Kaaberbøl fortæller om og læser højt af Skammerens datter.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *